RESUME

kap. 9
Børn & kultur - mellem gamle begreber og nye forestillinger
af Beth Juncker

Det klassiske – humanistiske dannelsesbegreb (hersker fra det 20. århundredes begyndelse)

(kunst og kvalitets forestillinger)

·         Individorienteret

·         Børneperspektiv, hvad tror vi er godt for børn.

Det antropologiske kulturbegreb (fra slutningen af det 20. århundrede)

(kunst og kvalitets forestillinger)

·         Kollektive, det bagvedliggende fællesskab, som alle er en del af og bidrager til.

·         Det er børnekulturelle fortolkningsfællesskab, dets værdier, logik og etik, som antropologiske kulturbegreb gør det muligt at synliggøre.

·         Kultur er ikke noget man har, men noget man skaber, ser med, en position, vi taler fra.

·         Vi lever i kultur (de briller vi ser verdenen igennem)

·         Børneperspektiv, hvad mener børn selv er centralt, betydningsfuldt, godt

Thomas Ziehes pointe er: Der i 1980´erne finder en kulturel, men ikke social frisættelse sted. Han mener ikke børn socialiseres indenfor institutionernes pædagogiske og didaktiske læreprocesser, men i de nye æstetiserede hverdagskultur, hvor de primært henter normer, værdier, regler, roller og identitet. Tidligere mente man børn skulle have kunstnerisk eller pædagogisk hjælp til selvhjælp for at kunne tilegne sig kultur. Unge kunne selv. Dette skel er udlignet nu.

KULTUR ER VANER I DEN ALLERSIMPLESTE FORSTAND!

-          tankevaner

-          Talevaner

-          Handlevaner

-          Fødevaner

Det pædagogiske børnekulturbegreb:

-          Børn er objekter

-          Man tilrettelægger oplevelser, aktiviteter og værdier for børn, så de passer til deres kognitive og emotionelle udvikling, målet er at børnene bliver både subjekter og objekter for egen dannelse.

-           

Børns kultur – et antropologisk kulturbegreb:

-          Børn som beings – væsner, der på egne betingelser var tænkende, aktive, kulturelt formende og socialt handlende. (dette syn hersker fra 1980´erne)

Sociologien taler om barnet som aktør, som handlende. Børn er ikke blot becomings – fremtidens brugere, de er også beings – lever i nuet.

Hvis man antager et barn er aktivt handlende og skabende er det set ud fra det pædagogiske børnekulturbegreb ikke længere et barn.

Instrumentelle kulturer:

-          Knytter sig til pædagogiske institutioner, skoler, arbejdsliv og efteruddannelser

-          Er omfattet af udefrakommende målsætninger, læreplaner, love, handleplaner (resultater kan testes)

Autoteliske kulturer:

-          Knytter sig til fritid og kulturliv

-          Styrer, vælger, vurderer vi selv

-          Hersker egne meninger og alt er legitimt ingen refleksion. (Meta-kultur)

Vi beriger vores liv ved godt samvær, synge, gå i teater, lege, lytte, gå på museum osv. Vi gennemgår hele følelsesregisteret i denne hverdagskultur og opbygger en fond af æstetiske erfaringer, som vi kan bruger af i vores interaktion med fx et spædbarn. Vi videregiver dermed kultur til næste generation.